16/5//Verdens bedste kaffe

Ja, kaffen alene er faktisk grund nok til at overveje at flytte til Seattle.

Ugen i Seattle

Ja den del af rejsen bliver altså ikke delt op i dage, for meget af tiden gik jo med Love and Forgiveness workshop.

Den 8/5 vågnede jeg i Chehalis. Jeg skrev lidt med Kirsten, som allerede havde været et par dage i Seattle, og vi aftalte at mødes hos Dylan, hvor vi begge skulle bo. Så jeg kørte nordover. Seattle er klart den by, jeg synes har været sværest at køre i, men alt gik og jeg nåede frem. Jeg blev modtaget af Dylan og hans lille søde hund, Teddy ❤

Efter jeg blev installeret på mit værelse – helt nymalet – altså værelset, ikke mig – tog Kirsten og jeg på tur i Seattle. Hun er heldigvis en tålmodig og rummelig kvinde, for jeg må indrømme at det var noget besværligt indeni at være sammen med mennesker igen.

Vi var nede i Ballards-området, hvor vi hver købte en kjole og en nederdel, vi var oppe at se en trold under en bro, vi var i en park med udsigt over byen, vi var downtown i blandt andet Barnes and Noble, vi købte aftensmad med hjem, fandt en gratis parkering nogle blokke fra hvor vi boede og så var det ellers godnat!

Næste dag efter morgenmaden skulle jeg over til workshop hos Leonard. Han boede lige rundt om hjørnet så det var nemt. Vi har været en lille gruppe på 9 mennesker fra hhv Danmark, Tyskland og USA. Det har været så god en gruppe at være i hele ugen. Jeg kan jo af gode grunde ikke fortælle en masse om dem og hvad vi har snakket om, men skønne, skønne folk.

Efter den første dag var ovre tog jeg og en anden ned til Pioneers Place for at komme i Rosenterapi hos Caroline, der havde lokaler med flot udsigt i Smith Tower på 14. etage. Bagefter var jeg totalt afslappet og klar til min seng. På vej hjem købte jeg sådan et sæt man kan lave en bideskinne med til om natten.

Den 10. havde jeg ondt i nakken hele dagen og migræne på vej. Så til sidste måtte jeg krybe til korset og gå op til bilen hvor jeg havde glemt mine piller og tage en. Jeg nåede kun at kaste op én gang inden jeg fik det bedre denne gang 💪

Da vi fik fri hen på aftenen fik jeg købt en cola og en lille pose chips og det var det bedste i hele verden efter sådan en tur 😁 Aftenen gik med lektier, snak med Kirsten og med en anden ung gut, der også boede der.

Den 13. var sidste dag med workshop. Det var helt tydeligt at vi alle nu var færdige for nu med vores arbejde og klar til at komme videre.

Bagefter tog Kirsten og jeg en tur i Volunteers Park hvor vi så Bruce Lees grav. Og et gråegern. Så tog vi bussen ned til byen for at mødes med en anden fra holdet, som tidligere har boet i Seattle men nu er flyttet. Hun ville finde et mindesmærke de havde for deres hund og derudover gik vi bare lidt rundt nede ved Pikes Market og endte på en fiskerestaurant.

Mandag sov jeg længe. Kl. 10 mødtes vi hos Leonard og kørte 7 personer sammen til Snoqualmie Falls, som I måske kender fra Twin Peaks. Jeg havde glemt min telefon, så der bliver desværre ingen billeder før Kirsten får sendt dem, jeg fik lov at tage med hendes ❤

Men det var virkeligt smukt! Bagefter inviterede Leonard os på clam chowder på en restaurant ved vandfaldene, hvor vi både fik spist og snakket godt.

Så tog Kirsten og jeg en tur ned på Pikes igen og jeg fik købt lidt forskelligt. Bagefter tog vi færgen frem og tilbage til Bainbridge Island. Hvis I nogensinde har set Greys Anatomy, så er det der, Derek bor og den færge vi ser i serien. Jeg er jo mega fan, så det var en stor oplevelse. Og så var det sindssygt flot også. Bagefter mødtes vi med tre andre fra holdet, som vi var sammen med resten af aftenen.

15/5

Tirsdag fik jeg sovet lidt længe, pakket og gjort klar. Kirsten tog afsted en times tid før jeg.

Bilen blev pakket og kursen sat mod Lincoln City, Oregon, hvor jeg havde booket værelse på hotel ude ved vandet. Det tog omkring 6 timer at nå frem, inkl et par korte stop pga udsigten. Seattle var varm og svedig, da jeg kørte derfra, Lincoln var kølig og med støvregn. Det var faktisk dejligt. Især når der på værelset både ventede boblebad og pejs ❤

16/5

I dag har jeg brugt mest tid ved stranden. Her er virkelig flot, her er sæler og fisk og stillehav, som jeg endelig har soppet i! Da jeg havde gået en lang tur spurgte jeg i receptionen om idéer til køreture og fik god hjælp. Så jeg begav mig ud på kystvejen igen mod syd. Ja, nu kommer der altså lige en røvfuld billeder!

Bjerge i sandet:

This is an ex-parrot! It has seized to be!:

Da jeg kom tilbage fik jeg aftensmad overfor hotellet og gik igen en lang tur på stranden. Der var næsten ikke mere vand tilbage pga ebben, så der var meget nyt og mere at se. Blandt andet sprang fiskene efter fluer, det har jeg aldrig set før. Så klokken blev meget mere end beregnet, før jeg kom tilbage, men nu sidder jeg i sengen og er klar til at flade ud så snart det her er sendt.

Håber alt er vel hjemme! ❤